Størrelse 11

Det er morgen, klokken er ca. 8.30. Jeg er lige kommet hjem fra OP og skal derfor først møde ind efter morgenrunden. Telefonen ringede klokken 6 – pt. til CS - det værst tænkelige tidspunkt, idet natten da er ovre når operationen er færdig :). Opholdet bliver mere og mere spændende, da vi efterhånden har fået større indblik i procedurerne og stille og roligt er ved at give slip på rollen som 2. assistent.

For nogle dage siden var vi afsted i hospitalets skolebus. Destinationen; Tilda Hospital, hvor vi skulle samle 8 nye sygeplejerske op. I tilknytning til hospitalet ligger sygeplejerskolen. En slags kostskole hvor de studerende bor i et stor komplex alle tre år studiet varer. Så der var både tårer og opkast, da der skulle vinkes farvel til veninderne gennem 3 år. Vi blev vist rundt af CHM’s OT-sygeplejesker, da de var gamle studenter og derfor godt bekendt med stedet og de ansatte. En utrolig dejlig bustur tur/retur (Hvis nogen har set Ace Ventura 2 og Jim Carry’s hovedbevægelser i Jeepen, så vil de vide hvordan det var – modsat filmen er der rigtigt mange og virkeligt store huller i vejene her). Faktisk er en del af vejene her relativt nye – nogle endda fra sidste år. Fundamentet vejene er bygget på er i midlertidig ikke det mest solide, og de har måttet give efter for monsunens massive regnskyld.

Nå men på vej til dette hospital stoppede vi, i mungeli by, ved en ”sweets shop”. I følge OT (Operation Theater)-sygeplejeskerne skal dette være Mungelis bedste restaurant med søde sager og snacks i underetagen og gode måltider i overetagen. I går, søndag, fandt Hanne, Jean og Jeg (grundet min glimrende retningssans) tilbage hertil for for en gangs skyld at spise ude. Glæder mig allerede til at tage dertil igen – lækkert sted. Vi havde ellers fået fortalt at mungeli by havde stået lidt stille de sidste par år og at der ikke rigtigt skulle være nogle udesteder. I gamle rapporter har vi ligeledes læst at der ikke skulle være hverken toiletpapir, ATM maskiner og den slags i byen. Men her er toiletpapir (da det stadig er en luksusvare, spiser folk dog stadig med højre hånd – man bruger ikke bestik her i landet ligemeget hvad man spiser). Der er en bio, en restaurant, div. Små te-steder, et stort marked og vi havde ikke behøvet at tage så mange penge med som vi har – der er kommet en ATM :).

Efter lunch startede jagten så efter et par sanddaler til mig. Men ak... der findes ikke en størrelse over 11 her i byen – og jeg mistænker deres 11 for at være væsentlig kortere end vores – så det må vente til vi inden for en 14 dages tid kommer til Raipur – og mine fødder må svede videre i mine nike fodboldsko.

Nota Bene: Grusbanestøvler er glimrende vandre sko til varme omgivelser. De er slidstærke, de er stabile og så er de lavet til at svede i :).

Håber at alt er vel derhjemme...

Baggrundsmusik: Allan Olsen - I den by jeg kommer fra!