Mere Raipur

Hmm... det blev vist ikke søndag aften (en 3 timers hullet bustur dræner en for kræfter) men i stedet tirsdag aften: Nå men det var noget med et Indviklet billetsystem:

Først skal det lige siges at trods den noget simple beskrivelse, er det ikke altid teori og praksis går hånd i hånd. Først befinder man sig i en lettere forvirret tilstand. Man leder efter en mulig skranke og finder en der hedder enquiry. Man fremlægger problemstillingen og henvises til nummerskrankerne. Når man næsten har en købt billet i hånden, går det op for manden på den anden side, at man er på jagt efter AC-billetter, og så henvises man til TC-office. Efter at have spurgt gentagne mennesker om vejen til TC-office, finder man Ticket-Controller-office. Her får man at vide at man skal kigge ind ved 15-tiden. Klokken 15.00, når man så vender tilbage, efter at have indtaget en dosa (ikke den bedste i verden, men kan man tillade sig at klage for 10 Rs ~ 1,5 Dkr? :D) og været en tur i centrum(for at købe proviant), møder sam så en TC-officer der (efter div. sproglige udfordringer) fortæller at man skal købe en billet til generel class. Men generel class er generelt ikke et sted man har lyst til at være! Det er noget med alt for mange menesker, der på samme tid prøver at masse sig ind i en alt for lille vogn. Nå, men i stedet skal man så vente på TT’en. Ikke helt sikker på forkortelsen, men det er en mand i sort, der står for den endelige fordeling af AC-pladser. Når det kommer til forkortelser (en lille sidebemærkning gør altid godt :) topper aviserne her totalt – til tider forstår man slet ikke hvad man læser... det er vildt inforstået. Nå, men skulle det så lykkedes at finde denne TT-mand, så er man stadig ikke garanteret en plads, men overladt til heldet...

Set i belysning af dette samt den ellers forestående 12 timers togtur, bestemte vi os for at vi måske var better of med Raipur... En god beslutning. Vi fik købt 7 VCD’er (desværre uden subtitles – men det er nu ikke pointen – det er stadig underholdning og vi kan altid give dem væk som gaver), fremkaldt billeder, købt tøj og startet på afskedsgaveinkøbene og frem for alt slappet godt og grundigt af. Vi har dertil tegnet et kort over byen. Vi har også ved brug af kompas tegnet et kort over Mungeli. Vi har købt en lille rød bog. Den lugter lidt mærkeligt, men spørgsmålet er, hvor mærkeligt det er, i et land hvor man kløer sig i røven med venstre og spiser med højre. Det er nu ikke grunden til at vi efterlader den ;)... Nej vi ønsker at lave en guide/velkomstgave til vores danske efterfølgere på hospitalet. For at gøre livet lettere og undgå de konflikter vi er havnet i...

Lige en sidste interessant berettelse: På vej hjem i bussen konverserede vi(i en blanding af Hindi og Engelsk) med den billetansvarlige på bussen. Denne kendte Dr. Anil Henry af navn og sagde noget med mission og søndag. Vi tolker det som om han går i krike om søndagen. Måske årsagen til at han tog os under sine vinger; gav os de bedste sider i bussen, betalte for Bora (indisk snack) under vejs og cykelrickshawen hjem til Guest House. Først fik han os ind i en rickshaw, hvor chaufføren forlangte 40 Rs for at køre os hjem!! Det var åbentbart for meget og snart efter sad vi i en anden cykelrickshaw på vej mod CHM, efter at have lovet ikke at betale ekstra... Men man skal jo tipse lidt når chaufføren hjælper med til at bære ens baggage, så det gjorde vi alligevel :D. 40 Rs blev det så alt i alt...

Ellers er der ikke andet at sige end at jeg stadig er mesteren, når det kommer til spinaler og nu fejre 10. i træk ;) efter gårdagens kejsersnit...