Jul i Bhopal

Egen cupé! Indiens højst mulige togklasse! Det skal jo lige prøves og hvilket tidspunkt kunne være bedre end rejsens længste transportstrækning: Bhopal-Chennai J :).

Hanne er allerede blevet færdig med hendes Julegave(~800 siders Harry Potter), men skaffede efterfølgerende ”...and the Half Blood Prince” på stationen inden afrejse(er aktuelt ca. halvvejs). Jeg har over de seneste dage slugt "Populærmusik Fra Vitulla" på 250 sider – ganske underholdende bog, men hvad angår læsehastigheden er nogen vist relativt ude af træning ;).

Jeg har været lidt kritisk overfor Bhopal tidligere, men det lykkedes os nu alligevel at klemme lidt julestemning ud af byen. Vi startede den 24. med super morgenmad på Indian Cofee House. Supergod mad, lækker is-kaffe og tjenere med tøj værende en maharaja værdig, i en ellers simpel kantine-setting. Vi havde dagen forinden været på Bharat Bhavan, byens kulturcenter, i håb om at bestille billetter til en eventuel klassisk julekoncert. Sådan en var der desværre ikke, men vi fik i stedet set lidt moderne indisk kunst. Impornerende faktisk. Tog et par enkelte billeder. Lignede til forveksling moderne dansk kunst, men motiverne angivelig lidt mere paavirket af de kulturel og sociooekonomiske forhold her i landet.

Det lykkedes os ikke at få bord på den ønskede restaurant i byen og da vi i stedet kun kunne finde et colorline-færge-lignende spisested, hvor vi skulle håbe på et bord i ikke-ryger og ved et vindue, så vores julemiddag lidt skidt ud.

Julegudstjeneste var næste mission. En dyb indånding og så ind i en autorickshaw. Bremserne røg i denne undervejs og vi røg op i forankørende. Intet alvorligt og kort efter tøffede vi videre i en ny. Chaufføren vidste vist ikke hvor St. Johannes Kirken lå, men kørte og kørte til vi var vel uden for byens smogbælte. Vi hyperventilerede for at vaske kuldioxiden ud, og stoppode straks foran en protestantisk kirke. Vi trådte ind i gården og blev indviteret til at sidde ned i gårdspladsen. Præsten i søndagspyjamasen udspurgte os på klassisk indisk manér. Og efter en kort beretning om hvem og hvorfor vi var – fortalte han, at han udemærkede kendte Christian Hospital Mungeli – en af hans forfædrede havde sågar arbejdet der. Efter rundvisning, udveksling af postadresser og forvisning om at ingen af kirkerne i omegnen holdt aftensgudstjeneste tog vi afsked – vi fik en blomst hver med på vejen som julegave :).

For at nyde det gode vejr (uden for smogen) og få en hyggelig oplevelse tog vi til en lille naturpark i udkanten af byen ved en stor sø. Vi havde misforstået guidebogen og den hyggelige cykelrickshaw-tur mellem de vilde dyr, viste sig at være en autoricksshaw mellem nogle små metalbure – Arg!?!!. Det gad vi ikke og sagde farvel til vores autorickshaw halvvejs for at gå tilbage langs søen. Han var ikke helt tilfreds og forlangte overpris – det fik han ikke! På gåben ringede jeg igen til restauranten i håb om en aflysning – og julen er jo en miraklernes tid!

Nogle timer senere bestilte vi det mest skandinaviske på menukortet og så vores første glas rødvin i 4 måneder. Der var kunstig regn paa vinduerne og for en kort stund foelte vi os naesten hjemme ;). Glade og tilfredse gik turen til Cafe Coffee Day, der serverede deserten i form af en enorm iskaffe og jordbærshake. Vi vekslede julegaver og julekort :).

Glædelig Jul og Godt Nytår herfra til alle derude...

Bhopal

Efter opholdet i den lille fredelige kristne oase synes vi at have glemt, hvordan det rigtige Indien er! Igen, via en spændende, men stressende oplevelse i Bandhavgarh National park, har vi fundet vej til dette! - et sandt indisk traffikeret helvede, ved navn Bhopal! Byen uden cykelrickshaws, hvor de moterdrevne hersker og smogen er så tyk, at man knap kan ånde... Vi har allerede mødt et ungt tilfælde med urglas og trommestikker – er der en synergistisk effekt af smog og smøger?!?.

Da toget tøffede ind på Bhopal station tidligt om morgenen, var den forvendtede 5 ½ times venten i Umaria(fra 20.00 til 1.40) blev til 6 ½. Paa Umaria station barrikerede vi os i et upper class waitingroom, for den påtrængende aftenkulde, der dog gjorde hvad den kunne for at nå os, gennem klinkegulvet. Mendens Hanne sovende forsvarede sig med et Lufthansa uldtæppe, holdt jeg kulden i skak ved hjælp af chai samt kaafi kaalaa - binaa chini yaa binaa doodh fra den udendørs 24-timers åbne parron-chai-stand. Fik skrevet en del postkort, hørt lidt Allan Olsen og tegnet en smule :).

Did you see the Tiger Today?

Bandhavgarh (Tala) var en spændende oplevelse, men samtidig en forfærdelig pengemaskine. Vi ankom første dag i the high season – Arrg! Priserne for park-entry var fordobblet, hvilket vi først fandt ud af ved parkindgangen. Officielt hed det, at man i denne travle tid ønskede at mindske antallet af turister. Og når staten har gjort noget officielt, er det her i Indien en urokkelig kendsgerning. Vi arbejdede med hver vor indstilling på at få prisen ned igen! (Hanne: det kan simpelthen ikke passe!!!, Martin: nå det var da ærgeligt, men lad os da lige prøve at få prisen et par hak ned?!?) – lige lidt hjalp det.

Efter alt postyret kørte vi, lettere forsinket, som sidste jeep ind i parken. Lidt synd for chaufføren der ellers havde modtaget bifald fra kollegaerne efter at have by-passet nogle demonstrerende bønder foran parkindgangen ved at køre lidt bakke-rally og gennem et parkhegn! – alt sammen for at få os ind i tide :). Demonstrandernes budskab gik på for lille erstatning, når en tiger i ny og næ nappede en af deres køer eller geder!!.

Egentlige årsag til vores besøg, nu hvor vi havde allerede havde set en park (Khana Nat. Park), var at det her ifølge Rough Guide var muligt at se parken fra elefantryg. Desværre havde de indenfor det sidste år lavet systemet om og indskærpet den timelange og rolige elefantparktur, til et Tigershow. Et Tigershow, starter når en tiger spottes - alle jeeps drøner til lokalisationen, og så kan man efter tur prøve for en pæn sum(igen dobble up!) at ride 5 min til dyret, tage et billede og så 5 min tilbage til jeepen. Dette proevede vi i Khana og det var lidt for kort tid til at vaere en oplevelse. Ville hellere opleve parklivet fra elefantryg ogsaa selvom man ikke var garanteret at se den store attraktion.

Ligesom Khana var besøgstiderne i parken delt op i Morgen-, middag- og aften-entry. Man betaler påny hver gang. Paa det maade bliver det en kort fornoejelse og ikke en heldagsoplevelse, hvor man ville have haft lidt mere ro i sindet. Af områdets høflighedsfrase: ”did you see the Tiger today” kan man da også udlede parkmentaliteten.

Men Ja! vi fik set nogle kattedyr, nogle vildsvin, bukke og fugle – og alt i alt var det spændende. Og det at koere i jeep betoed da ogsaa at vi kunne daekke et stoerre omraade og se hvordan vegetaritionen aendrede sig fra sted til sted. Vi forlod parken den dag med vind i håret og adrenalinkick!

Den første dag i omraadet skiftede vi hotel. Foerst da alt syntes optaget blev vi indlogeret paa et relativt dyrt hotel. Dagen efter skiftede vi dog til Kum Kum Budgethostel paa den anden side af gaden. Hyggeligere stemning, med lejerbaal, god mad og gode vaerelser. Foerste opholdssted præsenterede os ved check-out for en dobbelt leje. Receptionisten mente at check-out var om morgenen og ikke efter 24 timer som deres skildt sagde – det blev der dog lavet om på!!

Haldi

En fed oplevelse i saerklasse - en oplevelse man kun kan faa, hvis man har lokale bekendte, og er paa besoeg det helt rigtige tidspunkt.

Vi fik en bryllupsinvitation til den 20. december, vores afrejsedato, saa vi maatte desvaerre paant takke nej. Det var hos Vatzela's, hospitalets administor, familie. I stedet blev vi inviteret til en prae-merrituel ceromoni ved navn Haldi dagen forinden. En indisk kulturel ceromoni, her med et kristen praeg da der blev laest hoej fra biblen.

Det foregik udenfor i et farverigt telt - behagelig temperatur og dejlig lyst. Med venner og familien i periferien sad bruden i midten paa en taburat med en plantetildaekket soejle bag ryggen. Omkring fire stolper og et lille overdaekke. Paa gulvet var malet blomster i flere farver med et traditionelt fraverigt pulver.

Selve ceromonien indeholder en del symboler: En af de aeldste familiemedlemmer laeser af biblen og giver bruden gaver, eksempelvis kokusnoed, blomster, ris, lys. Dernest skal alle kvinderne give bruden et stykke indisk sweet og smoere hende pa foedder, ben, haender, arme og ansigt 7 gange med termuric (haldi) powder blandet med leer. Jeg er ikke inde i alle symbolerne, men essensen er at man skal leve et retfaerdigt og lykkeligt liv. Det gule haldi gives dernaest til alle og snart er alle igang med at smoerre hindanden ind. Har nogle gode billeder som skal ses for at forstaa dette .). Selve farver symboliserer renlighed - og pulveret selv virker rensende.

Afsked

Det er nu to dage siden at vi, med en klump i halsen og lidt turbulens, sagde farvel til hospitalet. Maerkeligt at koere igennem byen sidste gang og se det hele forsvinde i bakspejlet.

Mandag holdt vi fest for personalet, tirsdag for laegerne. Intet gik helt som planlagt! Egentlig havde vi forestillet os at lave lidt vestligt mad – det vil sige grillkylling, kartoffelsalat og salat. Vi blev dog af flere fraraadet dette da gaesterne vil anse det for at vaere maerkeligt og ikke spise saa meget. Forstaar det ikke, men festerne her tillands kan simpelthen ikke blive mere stereotypiske:

Foerst kommer gaesterne 1-2 timer for sent, de kommer allesammen paa samme tid (der maa vaere et slags signalsystem vi ikke kender til), dernaest er der underholdning - en leg af en slags, eksempelvis chairs(stole/musik-leg), saa serveres der ged og karry ris (vaad eller toer bedyani), hvor vaerterne serverer og efter en hurtig sweet gaar alle gaesterne hjem (aller senest klokken 23.00) og saa kan vaerterne spise!

Synes det er lidt maerkeligt og asocialt at man ikke spiser med sine gaester, men selve serveringsdaaden ases for at vaere noget af det mest gaestfri signal man kan sende. Synes der mangler noget hvis det er gemmer sig i gryderne ikke er en overraskelse.

Naa, men med alternativet at lave vestligt mad til os selv og indisk til inderne droppede vi den ide og saa gik det klassiske coocking-crew ellers igang med bedyanien. Vi besluttede os for at lave en lille pakkeleg – det er trods alt snart jul og vi havde en masse vi gerne ville af med, og dertil en lille quiz om Danmark og Indien. Vi morede os lidt i dagene optil med at finde spoergsmaal til denne quiz, blandt andet i The Hitavita(lokalavisen) hvor man blandt andet kunne laese at den stat med ringest sanitet – hvor 94 % ikke har eget toilet – var Chhattisgarh. Dette valgt vi dog at droppe som spoergsmaal.

Det blev nu aldrig til den fest vi havde forestillet os da den leden sygeplejeske og datter (ogsaa sygepl.) under et forsoeg paa at hente vores afskedsgave i deres rickshaw blev jordet af en motorcykel – endnu et eksempel paa landets sindsyge traffik. Begge blev med skader i ansigt sendt til X-ray, men slap mirakuloest uden brud. Det blev til en hurtig middag og en kort afsked sent paa aftenen, da deres tilstande var stabile.

Dagen efter var der saa planlagt middag med laegerne og tandlaegen. Igen ville vi goere et forsoeg med vores grillkylling og kartoffelsalat. Vi tog lidt fri fra hospitalet denne dag for at pakke og koebe ind til aftenen. Vores vanlige kylligeleverandoer havde aabenbart valgt at holde fri denne dag saa da jeg spurgt om hjaelp paa hospitalet stod jeg pludselig med 4-5 staff der ville hjaelpe mig. Efter at have skaffet adressen paa et andet sted fik jeg dem dog hurtigt rystet af mig. Det er min opfattelsen at ekstra hjaelp der ikke taler engelsk hurtigt kan blive en ny udfordring. Jeg toeffede afsted paa scooteren og snart vendte jeg tilbage med 5 stk. perfekt dissekerede kyllinger. Dr. Henry var lidt stresset den dag og fik aldrig lavet den marinade som kyllingerne skulle have ligget i og da han foreslog at i stedet kunne faa vores hushjaelp til at stege dem, endte det med en gang massekreret kylling – sa meget for den grillfest. Men det blev nu aliigevel en hyggelig nok afsked :). De gik sent for en gangs skyld og vi var faerdige med at pakke og se julekalender ved 3-tiden.

Vi fik ogsaa delt de sidste gaver ud. Den gode badmintonketsjer til Jean, Stetoskop til Dr. Samuel der ikke har haft et ordentligt et de sidste mange aar, mit blaek, blaekpen og papirblok til tvillingerne (de bliver foraeldrene nok glade for) og billederammer til Henryerne.

Axeident, Caesarian Section and parties.

Der er sket en del over de sidste uger. Julestemningen har indfundet sig vha. "The Julekalender" og "Hyggelig Julestue". Det med at flette julestjerne ligger øjensynligt indkodet i mine hænder! Forstår det egentlig, da jeg ikke kan huske hvornår jeg skulle have lært det. Spørger man "Why that" er svaret "Såen is it bare, simpelthen" ;). Men, men, men det har Hanne og jeg så lært videre til nogle af sygeplejeskerne. 3 af vores Danish Design stjerner pryder nu hospitalskantinens dørsåbningen :).

Vi har haft et enkelt lidt mærkeligt tilfælde her på stedet. En mand havde uheldigvis medens han huggede brænde ramt sig selv i højre røvballe med oeksen – hvordan man får det til er en gåde. Overfladisk sår og 10 sting af mig, politirapport og så ellers betaling ved kasse 1.

Så i går hvor jeg egentlig var på vej ned til byen (havde hentet scooteren) ringede telefonen. Dr. A. Henry fortalte at der var et CS og at han og jeg var de første der viste det. Eftersom det var min tur, Hanne og jeg assisterer skiftevis – gik jeg rask til modtagelsen, hvor Dr. Henry lige havde taget anamnesen. Jeg fik OT-nøglerne i hånden og blev bedt om at låse op, finde sygeplejeskerne og ringe til Dr. Henry’s kontor, når spinalbedøvelsen var lagt. Kort efter i sterilvask og efter en fejlfri spinal indfandt en steril Dr. Henry med ordene ”go to the other side” og pludselig stod jeg på operatørens plads. Under grundig supervision udførte jeg kejsersnittet. Åbnede alle lag og lukkede alle lag. Indikationen var breechpresentation og obstructed labour og der var tyk mekonium. Det blev en velskabt dreng.

Klokken 18.30, var der så Julefest. Startede i Chapel med korsang, fællessang og bøn. Dernæst aflagde julemanden (Dr. A. Henry) et besøg og uddelte årets medarbejdergaver. Hanne og jeg blev også kaldt op få at modtage en gave og den rare julemand jokede vældigt med os på Hindi og vi svarede igen så godt vi nu engang kunne på Hindi, til stor morskan for resten af forsamlingen :). Dernæst var det udenfor til en klassisk gang faar og ris. Hyggelig aften alt i alt.

Julepynt

Så fandt de endelig den store kasse julepynt frem! Altså hospitalet! Det er ikke ligefrem guilander (?!?), men farverigt er det nu alligevel - de er ved at hænge kreppapir-strimler op overalt. Af mangel på bedre at lave denne morgen(ingen af lægerne mødte til stuegang før klokken 10.30) har vi bidraget med 2 julestjerner. Tog lidt tid at lave, da jeg lige skulle huske metoden og mine fingre ikke er til den slags småtterier, når jeg da ikke har en nåleholder og pincet i hænderne :). Stjernerne hænger lige udenfor døren til OT.

I går skulle lægen til Raipur, så vi hoppede på - nu er kufferten i hus og jeg fik taget nogle billeder af høsten undervejs. Vi havde dog travlt, så det var ikke meget vi fik stoppet. Tager revanche i morgen, når vi igen bevæger os ud på scooter-eventyr.

Efter 2½ års tid på ventelisten, har vi fået et supergodt kollegieværelse-tilbud! :D.

Hvem er den mystiske mand i mørket?

Har han en pose?

Er der mel i den?

Og er det i så fald rent?

Alle disse spørgsmål og lidt flere, har vi nu svaret på :). Julestemningen blev hjulpet lidt på vej da vi i går modtog The Julekalender og lidt Anton Berg Chokolade! Tak for det Jesper og Juliana. Julen jo miraklernes tid og det er ganske vist et mirakel at lige netop denne pakke skulle komme uåbnet igennem tolden :).

Ellers er det lidt svært at se julen nærme sig... Byens befolkning går jo, i kraft af at de er hinduer, ikke så højt op i Julen og her på hospitalet er juledekoration vist ikke noget de har tradition for. Eneste er et falmet merry X-mas skilt udenfor "akut modtagelsen" - øjensynligt nogle år gammelt.

Men jul skal der dog holdes! Den 16. er der julefest for de ansatte med middag i chapel(den lille hospitalskirke). Vi smutter jo den 20. så godt at vi får lidt julehygge med på vejen. Det er første gang vi begge fejrer jul uden familen. Vi har fået tilbud om julefejring den 24. her på stedet, men der er så meget af Indien vi gerne vil nå at se, før vi vender næsen hjem....

Elefant på spring, Tiger i skjul

Så kom vi endelig på Safari. KHANA National Park (Tiger Reserve). En udflugt der bar meget præg af vores ansvarlige læges effektivitet. Vi startede lidt sent ud fra hospitalet. Klokken 16.00 kom et akut CS og da dette var overstået, sagde han: "vi kører om en halv time" og efter at have antydet at vi hellere måtte skynde os så, sagde han: "I kender jo mine halve timer". Og ganske rigtigt, kom noget op på hospitalet og først klokken 19.30 trillede jeepen ud af porten. Dr. Anil Henry, de tre amerikanske gæster og Hanne og jeg i den. På det sidste stykke vej i parken skulle vi passere 4 kontrol bom-stationer. Undervejs var vi så heldige at se en leopard krydse vejen dernæst forsvinde ind i skoven, efter lige at have stået stille lidt og stirret på bilen. Flot! De er nocturne dyr og ses sjældent i dagstiden. Vi kom frem til ranchen rundt 22.30 til indisk aftensmad og aftenhygge foran pejsen - udendørs! Første gang jeg ser min egen ånde her i Indien - det er blevet koldt udenfor om aftenen og skitøjet er kommet til sin ret. Men dejligt at side i varmen med et glad rødvin(blommevin) og spise papad (en slags indisk chips).
Vi startede tidlig ud i morges, klokken 4.30. En hurtig kop kaffe og 5.15 holdt vi ved indgangen til parken.

Lige fået et opkald fra modtagelsen - labour case!... skriver videre i morgen. Sov godt.

Godmorgen! :)
Nå, men efter et meget indviklet betalingssystem, kom vi ind i parken. Vi var de første i køen, men ikke de første der kørte ind :). Systemet her i Indien er således at de med Indisk statsbogerskab betaler 25 Rs. for adgang mod vores 500 Rs. Smart at vi der har råd til det gør det muligt for andre at komme ind.
Dejligt at komme lidt ud, men også lidt hektisk. Der var lidt for meget fokus på at finde tigeren. Vi kørte i en Jeep med to bænke som bagerste sæder. Her sad vi klar med kameraerne! Der var rimfrost på stråene og temperaturen nødvendiggjorde igen varmt tøj. Under rundturen fik vi set wild boar, spottet deer, div. andre deers, waterbuk, div. fugle, div. aber og store hjorte. Ved 9 tiden kom vi frem til central stationen i parken. Her fik vi varm kaffe, Bora og Samosa. Dernæst et hurtigt visit på parkmuseet.

Nu skal jeg lige have morgenmad - skriver videre senere ;)