Hmm

Lige nu er mit syn på indiske toldere ikke det bedste! Har lige fået at vide, at der skulle have været en pose lakrids i brevet vi modtog i forgårs!! Håber en eller anden får en piratos godt galt i halsen og en efterfølgende dårlig samvittighed!!!

Klokken er nu 01.14. Hanne blev kaldt til CS for cirka en halv time siden. Jeg er lige kommet ud af badet – dejligt at få vasket støvet fra gårsdagens biltur ud af håret. Dr. A. Henry skulle en tur i retten for at afgive forklaring vedrørende en pt. sag (som ekspertvidende). I den tro at det alene drejede sig om 40 km og en times kørsel tænkte vi, at det kunne være spændende at opleve det indiske retsvæsen. Lidt mod forvendtning kom vi først hjem igen ved 21-tiden efter at være rejst klokken 13. Men det var nu tiden værd. Drive-by-shooting: Jeg tog ca. 70 billeder ud af bilvinduet på denne tur. Bliver spændende at se, om de kan bruges til noget. Det kan være ret svært at fokusere, når horisontlinien hopper op og ned hele tiden :).

Udturen gik i top speed, da vi var sent på den og Dr. A. Henry ikke ønskede at få udstedt en arrestordrer på sit navn. Heldigvis slog farten kun tiden ihjel :). Ud fra hvad vi får fortalt ønsker de fleste privatklinikker her til lands ikke at modtage kriminalsager. Er en person eksempelvis blevet overfaldet, kan man som lægelig instans, såfremt retten ønsker det, blive pålagt at rejse mange kilometer for at vidne, uden økonomisk erstatning for tabt arbejdstid. Derfor afvises mange patienter i døren (Når man læser avisoverskrifterne, i landets aviser, kan man næsten ikke andet end at tro at dette er sandt).

Men... efter lange bumpede veje ankom vi til noget der bedst beskrives som ”en hvilken som helst by” og efter at have spurgt om vej, kørte vi efter byens vandtårn, som retsbygningen skulle være placeret overfor. En smule tidspresset kom vi frem til noget der bedst beskrives som "en hvilken som helst bygning". Udenfor, ikke noget specielt, bare en lang gul mur, i samme farve som omgivelserne. Indenfor derimod, satte jakkesæt på jakkesæt og alvorlige miner, sit særpræg på stedet - endnu en lille oase i hindulandet! Og endnu en uniform - læger bærer stetoskoper og advokater bærer jakkesæt :). Efter at have gået igennem nogle lokaler og forbi diverse politifolk, gik vi ind i et lille lokale, hvor en fyr sad på et højere nivau bag et primitivt dommerbord. Denne havde stribede bukser, sort jakke, hvid skjorte og et pap-slips af en slags (senioruniformen). Ved sin side; en skribent med en gammeldags skrivemaskine og et imponerende 10-fingersystem?!? Dr. A. Henry fik stukket en journalkopi i hånden, læste denne igennem og skulle derefter fremlægge denne for retten. Alt blev noteret og efter lidt detalje-rytteri blev der skrevet under. Hele seancen varede 15 min.

På vej hjem hentede vi traileren og 2 bygningsarbejdere vi havde sat af halvvejs, ved en flod, på vejen ud. De havde fyldt traileren med sten. Dr. A. Henry planlægger en stenhave/kaktushave. Efter mange bumpede kilometer, kort før ankomst, begyndte traileren at slingre en smule og efter at have passeret indgangspartiet til hospitalet kunne vi konstatere at 4 af de 5 møttrikker der holder hjulet på plads var sprunget.

Nå nu vil jeg til at sove... Kan næsten ikke holde øjnene oppe. Har lige talt med Jesper over messenger. Har skal ud og spille pool! Jeg er vildt misundelig... jeg har ikke set et poolbord i måneder. Godnat!

We got mail

For første gang har vi fået post :)... og endnu en kulturel "oplevelse" med i pakken!!

På bagsiden af kuverten finder vi et klistermærke fra det danske post-væsen. Der står:

"undertegnede attesterer rigtigheden af denne deklarations oplysninger og at forsendelsen ikke har farligt indhold, der er udelukket fra postbesørgelse".

Således har en medarbejder, i det danske postvæsen, skrevet under på at der kun findes en CD og et blad i kuverten - således intet farligt.

Det naive person ville nok tro, at de indiske toldere ville anse en CD for farlig og at de af sikkerhedsmæssige grunde har fjernet den. Sandheden er derimod, at alt af værdi forsvinder fra den post der krydser landets grænser. De fleste, hvis ikke alle, af de breve vi har sendt til skandinavien sålangt er kommer åbnet frem. Æv!! med den der CD, men dejligt at modtage lidt håndskrevet en gang imellem.

Ellers:
Har jeg sat min 12. Spinal punktur og vi lukker nu abdomen fra peritoneum og ud. Nyder at være her...

I går holdt vi middagsselskab for alle OT sygeplejeskerne og Jean. Det vil sige Roma, Annie, Annu, Gifti, H.... (?? en af de nye), Ajit og Jean. Vi havde fået hjælp af stedets røntgenansvarlig med at bestille maden, bedyani (krydret ged og ris). Dertil hjalp Jean os med at købe curd og grønt til salaten, samt med at lave og anrette det. En hyggelig aften hvor vi sluttede af med at se en af vores for nyligt købte hindi-VCD'er.

Det er lidt sjovt at have besøg her for så snart maden er væk vil alle gæsterne hjem! Jean har forsikret os om at det ikke har noget med værtsskabet at gøre. Nej, det er sådan at man ikke vil holde værterne oppe og derfor hele tiden er klar til at rømme stedet. Med lidt strategi og forsikring om at vi ikke skulle i seng før den 3 timer lange hindi film Krrish var ovre lykkedes det os at få gæsterne til at sætte sig igen 3 gange før vi endelig måtte give fortabt og sige godnat :D.

Jean blev og så filmen færdig. En hyggelig film og mest af alt et mix af twins, supermand og Croccodile Dundie. Her er det således at filmskaberne stolte låner filmscener og så pusler disse sammen til en ny film. Og som skuespiller er det vigtiste at kroppen er muskuløs, at man har styr på stemmen og danseskoene i orden ;).

Kort for denne gang... Badme milenge alle sammen!

Mere Raipur

Hmm... det blev vist ikke søndag aften (en 3 timers hullet bustur dræner en for kræfter) men i stedet tirsdag aften: Nå men det var noget med et Indviklet billetsystem:

Først skal det lige siges at trods den noget simple beskrivelse, er det ikke altid teori og praksis går hånd i hånd. Først befinder man sig i en lettere forvirret tilstand. Man leder efter en mulig skranke og finder en der hedder enquiry. Man fremlægger problemstillingen og henvises til nummerskrankerne. Når man næsten har en købt billet i hånden, går det op for manden på den anden side, at man er på jagt efter AC-billetter, og så henvises man til TC-office. Efter at have spurgt gentagne mennesker om vejen til TC-office, finder man Ticket-Controller-office. Her får man at vide at man skal kigge ind ved 15-tiden. Klokken 15.00, når man så vender tilbage, efter at have indtaget en dosa (ikke den bedste i verden, men kan man tillade sig at klage for 10 Rs ~ 1,5 Dkr? :D) og været en tur i centrum(for at købe proviant), møder sam så en TC-officer der (efter div. sproglige udfordringer) fortæller at man skal købe en billet til generel class. Men generel class er generelt ikke et sted man har lyst til at være! Det er noget med alt for mange menesker, der på samme tid prøver at masse sig ind i en alt for lille vogn. Nå, men i stedet skal man så vente på TT’en. Ikke helt sikker på forkortelsen, men det er en mand i sort, der står for den endelige fordeling af AC-pladser. Når det kommer til forkortelser (en lille sidebemærkning gør altid godt :) topper aviserne her totalt – til tider forstår man slet ikke hvad man læser... det er vildt inforstået. Nå, men skulle det så lykkedes at finde denne TT-mand, så er man stadig ikke garanteret en plads, men overladt til heldet...

Set i belysning af dette samt den ellers forestående 12 timers togtur, bestemte vi os for at vi måske var better of med Raipur... En god beslutning. Vi fik købt 7 VCD’er (desværre uden subtitles – men det er nu ikke pointen – det er stadig underholdning og vi kan altid give dem væk som gaver), fremkaldt billeder, købt tøj og startet på afskedsgaveinkøbene og frem for alt slappet godt og grundigt af. Vi har dertil tegnet et kort over byen. Vi har også ved brug af kompas tegnet et kort over Mungeli. Vi har købt en lille rød bog. Den lugter lidt mærkeligt, men spørgsmålet er, hvor mærkeligt det er, i et land hvor man kløer sig i røven med venstre og spiser med højre. Det er nu ikke grunden til at vi efterlader den ;)... Nej vi ønsker at lave en guide/velkomstgave til vores danske efterfølgere på hospitalet. For at gøre livet lettere og undgå de konflikter vi er havnet i...

Lige en sidste interessant berettelse: På vej hjem i bussen konverserede vi(i en blanding af Hindi og Engelsk) med den billetansvarlige på bussen. Denne kendte Dr. Anil Henry af navn og sagde noget med mission og søndag. Vi tolker det som om han går i krike om søndagen. Måske årsagen til at han tog os under sine vinger; gav os de bedste sider i bussen, betalte for Bora (indisk snack) under vejs og cykelrickshawen hjem til Guest House. Først fik han os ind i en rickshaw, hvor chaufføren forlangte 40 Rs for at køre os hjem!! Det var åbentbart for meget og snart efter sad vi i en anden cykelrickshaw på vej mod CHM, efter at have lovet ikke at betale ekstra... Men man skal jo tipse lidt når chaufføren hjælper med til at bære ens baggage, så det gjorde vi alligevel :D. 40 Rs blev det så alt i alt...

Ellers er der ikke andet at sige end at jeg stadig er mesteren, når det kommer til spinaler og nu fejre 10. i træk ;) efter gårdagens kejsersnit...

Raipur

"Just drop it" siger manden med haglgevaeret...

Han er angiveligt en sikkerhedsvagt af en slags. Han staar henslaenget og hviler sig paa det lodret placeret gevaer med albuen og hovedet godt henover mundingen. Jeg - ja jeg er paa en endeloes jagt efter en skraldespand, hvor jeg kan deponere de to tomme sweet-yoghurt-lerskaale jeg baerer rundt paa. Trods mit kendsskab til den indiske mentalitet/den hindiske skraldespand er jeg stadig ikke overbevist. Det ligger ikke i mig at smide affald paa gaden. Foerst da fire andre forbipasserende (i den tro at jeg ikke forstod hvad vagten mente med drop it) har vist kastebevaegelser, faar jeg mig selv til paent at stille skaalene fra mig i et hjoerne, naer noget andet skraeld. Her er det jo lavkasterne der fejer gaderne - men systemet er efter omgivelserne at doemme langt fra effektivt.

Raipur er en stor by. Vi har nu vaeret her siden torsdag. Hovedsageligt har vi holdt os til hovedgaden, eller Gol Bazar, som den hedder. Her findes alt hvad vi har behov for at koebe: boeger, skrivegrej, mad, tekstil etc... Det er spaendende, men ogsaa haardt at faerdes her. Der er intet fortov, saa man gaar praktisk talt blandt trafikken. Der er os i luften og hornene tuder for fulde droen. Alle vil vise at de kommer koerende, men paa en traffikeret gade faar de ikke meget ektra plads i bytte for lyden. Eneste egentlige resultat er vores traette hoveder der efter et par timers intensiv storbyindien atter maa soege tilflugt paa vores hotelvaerelse for at hvile ud. Det er laekkert 3 stjernet luksus.

Egentligt skulle vi have rejst lidt rundt med tog og vaeret forbi Bhopal - MP's hovedstad. Vi havde ikke bestilt billetten via nettet denne gang, og ved ankomst til togstationen moedte vi et lettere indviklet billetsystem -

Skriver resten i aften (er paa netcafe, men Hanne keder sig og traekker mig i armen, saa jeg maa vist hellere foelge efter ;)

Stort og småt

Det er nu ved at være nogen dage siden sidst, og der er meget at berette.

Spinal treat
Først og fremmest har jeg lagt min første succesfulde spinalanæstesi og siden da i alt 6 succesfulde på stribe. Jævnfør Dr. Samuel har jeg nu kun 94 tilbage, før det ligger i fingrene :). Om jeg kan nå dette vil alene tiden vise. Der har været en tilgang i patienter i perioden efter Diwali, men da november er høstperiode forventer vi en snartlig nedgang i patienter igen. Høsten skal i hus, så det er kun de alvorligt syge der kommer ind. Nå, men jævnfør en af sygeplejeskerne er jeg nu ”master of the spinal” og har traditionen tro givet en treat(en gang samosa) til OT-personalet. Gøres når man 1. gang succesfuldt udfører et nyt indgreb. Omkostninger for en omgang samosas er lige til at overkomme, da 30 samosa koster 70 Rs ~ 10 kr.

Diwali
Lørdag den 21. og dagene omkring er en speciel dag i hinduernes kalender. En helligdag der tilnærmelsesvis kan beskrives som et mix af vor jul og nytår. Det er en periode, hvor man køber gaver, klæder sig pænt, tænder lys, tænder fyrværkeri, beder for et godt år med venner, vinninder samt familie. En periode hvor man vil udskrives fra hospitalet for at tage del i festlighederne og sidst men ikke mindst en periode (eller mere præcist sidst i perioden) hvor kvinderne udvikler fødselssmerter på stribe(forklaring følger).

Vi abbonerer nu på en engelsk lokalavis ved navn ”The Hitavada”. Lørdag d. 21 modtog vi Diwali udgaven - dekoreret med fest og farver – samt et tillægsmagasin ved navn ”The Hitavada Twinkle Star”. Forsiden af dette er dekorreret med raket-fyrværkeri og det åbentbart verdensomspændende citat: ”never ignite fireworks while holding them and never assume an ignited fireworks, that fails to explode, is safe to approach” og det lidt atypiske citat: “never use fireworks inside or in a vehicle”. Ganske ironisk og i kontrast hertil er der samtidigt et flot billede af nogle store røde stænger med titlen ”IVI-90 Salute”. Er relativt sikker på at disse tilhøre en markant værre kategori end, de i danmark ulovlige, grønne strygere. Kort sagt er hele Indien, i disse dage, præcist så farligt som Rådhuspladsen i København er på selve nytårsaften. Når dette er sagt, så modtog vi dog ingen patienter uden fingre i dagene efter. Dette betyder dog ikke, at hinduerne er specielt sikkerhedsbevidste – vi har kontrastyret udenom en del fyrværkeri/eksplosionernger og danset, som i en anden cowboyfilm, for ikke at miste fødderne...

Nå, men vores lille margasin skriver på den positive side: ”Colourfull, vibrant and enticing, the whole of India prepares yet again for the festival of lights---Diwali!” Apart from being the most widely celebrated festival, it is one of the prettiest and brightest of all Indian fiestas. A time to rejoice and celebrate Diwali Signifies the freedom of the human spirit from darkness and oppression. The festival, which leads us into Truth and light, is celebrated on Amavasya – the 15th day of the dark fortnight of the Hindu month of Ashwin (Aasho)(October/November) every year”….”Every home is lit with the orange glow of twinkling diyas and candles to welcome Lakshmi, the Goddess of wealth and prosperity. Diwali is not just one day of celebration. It is celebrated over five days and each of these days have a special significance and a ceremony”.

Dag 1 (19. Oktober): Dhan Teras. Penge er i fokus og velfærd tilbedes ved køb af ædelt metal og stene. Anses for at være et tegn på held og lykke.
Dag 2 (20. Oktober): Kali Chaudas. På denne dag huskes og prises Kali ved fødderne for at have dræbt demonen Raktavija – et symbol på mørke. Der tændes lys og bedes til, at Kali vil forvise de demoner, der eventuelt og lige tilfældigvis skulle lure i husholdet.
Dag 3 (21. Oktober): Diwali. Her søges velsignelse af Gudinden Lakshmi, ansvarlig for velfærd, lykke og skønhed... Der tændes twikling lys og der tændes lunter.
Dag 4 (22. Oktober): Bestu Varsh (det egentlige nytår jf. den hindu’ske kalender). Folk står tidligt op og klæder sig i deres fineste stas og søger gudernes velsignelse, for et gladt og indbringende år. En dag hvor man starter nye venskaber og styrker eksisterende. Mange hinduer tror, at de som er lykkelige på årets første dag vil forblive lykkelige året ud.
Dag 5 (23. Oktober): Den sidste dag Bhai Duuj er en speciel dag for brødre og søstre. En søster kokkerere for hendes bror, som tilgængæld lover at beskytte hende med livet og giver gaver som et bevist på sin søskendekærlighed.

Vedrørende indiske guder – har jeg ikke helt lyst til at give mig i kast med det, da det er noget ganske rodet noget med 3 stamguder , som er blevet genfødt et x antal gange. Dertil noget med 11 elementer, hvoriblandt eksempelvis træer og elve hører. Mentaliteten her på hospitalet, opfordrer nu heller ikke til at blive klogere på dette felt, da det gense svar på spørgsmål i den retning lyder: ”i ved da vist mere om det en jeg/vi gør” og så et lille smil :). For at undgå at blive lynchet er det dog nok, at man forstår at holde snitterne fra de saftige bøffer(læs køer), der går frie rundt overalt :D.

Op til denne Diwali-weekend følte vi os lidt udbrændte og tænkte at vi(nu hvor hospitalet var på lavblus, med et hidtil minimum af patienter, der alle ville hjem) kunne tilbringe lørdag og søndag i Bilasphur. Vi blev dog på det kraftigste anbefalet ikke at rejse nogen steder på selve Diwali-lørdagen. Det er ganske enkelt for farligt og på en helligdag vides det heller ikke, hvornår infrasektoren lukker ned, her i Indien. Synes nu alligevel at det er lidt ærgeligt at vi ikke drog. Vi kunne uden problemer have isoleret os på et hotel og fuldt med i festlighederne, i sikkerhed, fra et vindue. I stedet brugte vi dagtimerne i byen, hvor butiksejerne var travlt beskærtiget med at pryde facaderne med palmetræer. Vi købte lidt ind for at dulme vores rejselyst og tog et smut forbi vores stamrestaurant. Mungeli er ikke ligefrem blandt indiens større byer, og aftenen bød nu heller ikke på noget spektakulært fyrværkeri, fra vores udkigspunkt, men udelukkende høje brag. Vi tilbragte aftenen i Henryernes indkørsel, hvor et par ivrige tvillinger tændte sternekastere og en husholderske var travlt beskæftiget med at holde gang i de lys tvillingerne gang på gang tværede ud med stjernekasterne. Alt i alt var det nu en hyggelig aften.

Vejen til Bilaspur
Dagen efter – efter en meget stille og rolig lørdag i hospitalsøjemed – tog rejselysten overhånd, og tidlig middag sad vi så på et godt og rummeligt sæde i en lille bus. Og efter få kilometer havde vi næsten hver vor inder på skødet. Vi kører gennem flere småbyer, der ligger langs vejen. Sand bondeidyl, skæve huse, små tobaks/snacks-boder, fritgående køer/geder, oksekærrer, vilde hunde og børn der triller gummihjul rundt med træpinde. Området omkring er utroligt frodigt og smukt. Så langt øjet rækker er der grønne rismarker. Kvinder i farvede sarier samler og bærer bundter af strå og græs på hovedet mod kværnene, hvor det hakkes til kvægfoder. Vi ser forfaldne skoler med tilhørende cricketbaner, snart internationale funklende privatskoler. Traffikken der på den mest skræmmende, forvirrende og fascinerende vis fletter sig sammen i et væld af motercykler, cykler, knallerter, scootere, børn, oksevogne, lastbiler, overfyldte busser eller obstrueres af kvægflokke der i flokke krydser vejbanen. For ikke at nævne de single køer, der lige pludselig har sat sig for at stå stille midt på vejen. Det er en hårfin grænse i et land hvor ”27 kalve dræbt af tog” præger avisens forside – man ved, at kører man for langsomt, bliver de stående og kører man for hurtigt, ja så kan det få fatale følger. Alt sammen på de vekslende brede og smalle humplede veje, hvor alle viger for storebror: personen for cyklen, cyklen for motercyklen, motorcyklen for bilen, bilen for bussen, bussen for lastbilen... alt sammen signaleret ved frekvensen af køretøjets horn. Her i landet(hvor ingen, mærkeligt nok, kan reddegøre for hvordan de fik deres kørekort) hedder det nemlig ”horn please”! Skrevet bagerst på alle køretøjer! Og det betyder intet andet end: pas pååå, her kommer jeg!!! Bilister og forgængere har stor tiltro til hinanden. Man passer på sig selv og hinanden – et system der betyder, at det ikke er muligt at køre en længeretur uden at møde et bil/lastbil-vrag. Undskyld de lidt lange sætninger, men det er virkeligt kaotisk – og spændende :).

Størrelse 11 :)
Efter ankomst til Bilaspur blev en svag erindring, om noget med at klæde sig fint på og søge gudernes velsignelse og nye venskaber, til en truende realitet – næsten alle butikker holdt lukket. Heldigvis fandt vi en skosælger, der åbenbart havde venner nok, og havde fundet ud af at den sande vej til velfærd er at holde åbent, når de andre har lukket. Her fik jeg mig et par sanddaler – angiveligt nogle gode nogen, da jeg har modtaget en del sanddalrespekt efter hjemkomst til CHM :D. Sjovt nok mødte vi Dr. T. Henry’s fætter, der hjalp os med oversættelsen. Utroligt dejligt at have en tolk tilstede i et serviceminded land, hvor alt skotøjet er pakket i kasser, hvor man må ikke selv må kigge, men hvor sælgeren henter det, du beder om - alt for meget vil ellers blive lost i translation.

Indisk Kultur??
Før skobutikken var vi forbi en bar/café på hotel Syria (deres restaurant er anbefalet af tidligere PIT’ere) for at få en lille forfriskning. I indgangen blev vi dog stoppet, og efter et par forkølede ord fra tjeneren forstod vi, at kvinder er nægtet adgang. Godt fornærmede vendte vi om og svarede tjenerens udskyldning med ”mumle, mumle, indian culture” igen med ”bad culture!!”. Nu stod vi i midlertidig igen foran hotellet med tanken om deres europæiske pizza og efter kort tid og med et misbilligende blik passerede vi igen baren på vej mod 7. Etage og restauranten. Ganske glimrende kyllinge pizza, men lidt mærkeligt at pizzabunden er sød og ikke salt.

Bollywood film
Uheld i held for os holdt såvel spisestederne som biffen åbent – gode steder at møde nye mennesker måske? Kort efter filmens start, blev vi med lommelygte tildelt et par pladser. Vi har tidlig haft held med disse filmoplevelser, da plottet i Bollywood film(indiske film fra Bombay) trods manglende undertekster som regl er ganske enkelt – og af og til hjulpet på vej af et par egelske slang-nøgleord. ”Tum hA Stupid” betyder ganske enkelt ”du er dum” :). Denne gang var vores ellers V.I.P-pladser desværre lige ved døren og folk vandrede raskt ind og ud. At filmen med titlen ”Don”(den helt store i disse dage) var noget med plastic operationer og samme ansigt med forskellige identiteter gjorde det ikke meget nemmere at følge med. Går man i indiske biffer, så ser man den ene film de viser – og selv om man er udlænding og ikke så skarp i sproget er det nu alligevel altid en spændende oplevelse. Publikum klapper og pifter af helten/inden, buer af skurken og griner højlydt. Dertil er de pludselige sceneskift – med et ændrer filmen karakter og snart er det en musikal i farver, hvor statister vælter ind i rytmisk dans med helten eller skurken for den sags skyld i centrum.

UPS!!
Da vi så kom ud 17.20, gik vi fluks mod busstationen hvor vi – ja det er vel nærmest ikke en overraskelse – fandt lidt for mange slukkede moterer. Efter et par telefonopringninger, et par kopper chai og nogle kontrastyringer udenom dagen-derpå-kanonslag fandt vi med hjælp fra Dr. T. Henry’s fætter og kone hotel Raja. Her i landet gælder det om at have forbindelserne, og vi kendte en fætter der kendte en hotelejer :). Vi færdes og anses for at være blandt eliten. På hotellet kunne vi slutte dagen, foran fjernsynet med en hyggelig engelsk film og for min del denne gang held i uheld (dato; 22. September) det Brazilienske Formel 1 Gram Prix – det sidste i årets serie og afgørelsen af mesterskabet. Langt tid siden jeg har set live formel 1.

Bilaspur
Velvidende at busserne gik fra 8.00 om morgenen, besluttede vi os for at gøre lidt shopping, før vi drog hjem. Vi nåede en tur forbi The Gold Market før hjemrejse ved 12-tiden. Byen er som alle andre her til lands et stort traffikkaos. Man begår sig bedst i en Rickshaw – at foretrække er de bendrevne uden kalesche, hvor man kan sidde oprejst og bevæger sig i en behagelig hastighed. Vi havde ikke noget bestemt vi skulle købe, men det blev til et par håndklæder og en ikke funktionel DVD. Købt i en lille DVD-bod. Det var vanskeligt at få dem til at forstå hvad vi mente med engelske undertekster. Må sige at jeg viste, at der var en risiko for at det var en hindi-dubbet film, vi havdet købt, men troede dog den virkede. Ellers fik vi set markedet der bestod af en cirkulær vej med to radierende grene. Her masser af fortovsbutikker af forskellig slags med hver deres specifikke ekspertise.

Post Diwali fænomenet
Hjemturen varede to lange timer, og vi fik os lidt af en overraskelse da vi kom hjem :). Vi havde mellem 9 og 14 gået glip af 3 kejsersnit. Vi kom dog ikke til at ærge os længe da aftenen bød på tilsvarende 3. Mærkelig fordeling. Der sker praktisk talt intet under Diwalien, men dernæst vælter det ind – de presser vel benene sammen og glemmer veerne???

Hobby
Ellers har jeg fået fingrene i papir, blæk og tegneblyanter, jeg er godt i gang med at designe en kittel til mig selv til hospitalet. Har allerede tegnet den, så nu mangler jeg alene at finde det rigtige stof – hvilket godt kan vise sig at være en udfordring i denne lille by, med et begrænset udvalg. Jeg har fået fingrene i en guitar. Hospitalets administrator vil gerne at hendes søn skal lære at spille et instrument og har derfor købt en guitar til ham. Han spiller ikke på den, men nu er planen så at jeg må låne den mod at lære ham lidt akkorder. Jeg er med andre ord blevet stedets nye guitarlære :). For motionens skyld har vi købt et spil batminton og lavet en lille bane på vejen udenfor af de grene og sten, vi nu har til rådighed – regner med at købe noget ræb en af dagene og lave en ordentlig bane med net til.

Social
Socialt set har vi denne weekend hygget os med den unge læge Ekta og hendes mand – har introduceret dem for spillet, settlers. Ellers har vi givet middag for de to og Jean, været til aftensmad hos Jean og fået Lassie og snacks hos Ekta og Abishek.

Efterår
Temperaturmæssigt kan det mærkes, at vi bevæger os mod vinterhalvåret. Selv om det ikke længere er svedende varmt døgnet rundt klarer vi os med et enkelt lag tøj og et sengetæppe om natten. Hele læge staben går mere eller mindre rundt og hoster, og jeg mistænker kraftigt den ledende overlæge for at være kilden. Han hostede som den eneste, de første tre uger vi var her – håber ikke det er TB :D. Med kulden er der desværre også kommet myg. Rigtig mange endda... Heldigvis ofrer Hanne sig for mig og tager alle stikkene. Jeg bruger ikke Odomos(foretrukne antimyg-creme her på egnen) men bliver ikke stukket. Vi har plottet nogle insekticid forstøvere i stikkontakterne og de klarer insekterne indendørs. Desværre anvender de dem ikke i OPD, så der deles stik ud i morgentimerne.

Kollegaer
Sidst skal nævnes, at vi har været involveret i nogle ganske overraskende og komplicerede konflikter. Disse grundet i misforståelser, og resulterede i dag torsdag d. 2 november i et møde med lægerne. Temaet var junior-senior læge forholdet, dvs. hierakiet her på hospitalet - At stille respektfulde og ukritiske spørgsmål. Det var ikke en behagelig oplevelse, men vi håber nu, at splitten er trukket og dampen lukket ud af trykkogeren.

Ellers er der bare at sige, at jeg i ly af mørket stadig drømmer, om at hjælpe en af køerne ind i vores køleskab ;D. Uhm... Vi har fået vores hushjælp til at lave lever til os! Det er vist det tætteste vi kommer på rødt kød i udkandts-Indien :).