My Photo
Name:

www.mrsj@studmed.au.dk

Wednesday, November 22, 2006

Hmm

Lige nu er mit syn på indiske toldere ikke det bedste! Har lige fået at vide, at der skulle have været en pose lakrids i brevet vi modtog i forgårs!! Håber en eller anden får en piratos godt galt i halsen og en efterfølgende dårlig samvittighed!!!

Klokken er nu 01.14. Hanne blev kaldt til CS for cirka en halv time siden. Jeg er lige kommet ud af badet – dejligt at få vasket støvet fra gårsdagens biltur ud af håret. Dr. A. Henry skulle en tur i retten for at afgive forklaring vedrørende en pt. sag (som ekspertvidende). I den tro at det alene drejede sig om 40 km og en times kørsel tænkte vi, at det kunne være spændende at opleve det indiske retsvæsen. Lidt mod forvendtning kom vi først hjem igen ved 21-tiden efter at være rejst klokken 13. Men det var nu tiden værd. Drive-by-shooting: Jeg tog ca. 70 billeder ud af bilvinduet på denne tur. Bliver spændende at se, om de kan bruges til noget. Det kan være ret svært at fokusere, når horisontlinien hopper op og ned hele tiden :).

Udturen gik i top speed, da vi var sent på den og Dr. A. Henry ikke ønskede at få udstedt en arrestordrer på sit navn. Heldigvis slog farten kun tiden ihjel :). Ud fra hvad vi får fortalt ønsker de fleste privatklinikker her til lands ikke at modtage kriminalsager. Er en person eksempelvis blevet overfaldet, kan man som lægelig instans, såfremt retten ønsker det, blive pålagt at rejse mange kilometer for at vidne, uden økonomisk erstatning for tabt arbejdstid. Derfor afvises mange patienter i døren (Når man læser avisoverskrifterne, i landets aviser, kan man næsten ikke andet end at tro at dette er sandt).

Men... efter lange bumpede veje ankom vi til noget der bedst beskrives som ”en hvilken som helst by” og efter at have spurgt om vej, kørte vi efter byens vandtårn, som retsbygningen skulle være placeret overfor. En smule tidspresset kom vi frem til noget der bedst beskrives som "en hvilken som helst bygning". Udenfor, ikke noget specielt, bare en lang gul mur, i samme farve som omgivelserne. Indenfor derimod, satte jakkesæt på jakkesæt og alvorlige miner, sit særpræg på stedet - endnu en lille oase i hindulandet! Og endnu en uniform - læger bærer stetoskoper og advokater bærer jakkesæt :). Efter at have gået igennem nogle lokaler og forbi diverse politifolk, gik vi ind i et lille lokale, hvor en fyr sad på et højere nivau bag et primitivt dommerbord. Denne havde stribede bukser, sort jakke, hvid skjorte og et pap-slips af en slags (senioruniformen). Ved sin side; en skribent med en gammeldags skrivemaskine og et imponerende 10-fingersystem?!? Dr. A. Henry fik stukket en journalkopi i hånden, læste denne igennem og skulle derefter fremlægge denne for retten. Alt blev noteret og efter lidt detalje-rytteri blev der skrevet under. Hele seancen varede 15 min.

På vej hjem hentede vi traileren og 2 bygningsarbejdere vi havde sat af halvvejs, ved en flod, på vejen ud. De havde fyldt traileren med sten. Dr. A. Henry planlægger en stenhave/kaktushave. Efter mange bumpede kilometer, kort før ankomst, begyndte traileren at slingre en smule og efter at have passeret indgangspartiet til hospitalet kunne vi konstatere at 4 af de 5 møttrikker der holder hjulet på plads var sprunget.

Nå nu vil jeg til at sove... Kan næsten ikke holde øjnene oppe. Har lige talt med Jesper over messenger. Har skal ud og spille pool! Jeg er vildt misundelig... jeg har ikke set et poolbord i måneder. Godnat!

0 Comments:

Post a Comment

<< Home